Tamiya 61035 Supermarine Spitfire Mk.Vb Trop

Supermarine Spitfire er nok det mest berømte britiske jagerfly fra Anden Verdenskrig. Det var et helmetalfly med en lav vingekonfiguration, karakteristiske elliptiske vinger, en klassisk hale og et udtrækkeligt landingsstel. Prototypeflyvningen fandt sted den 5. marts 1936. Spitfire viste sig at være RAF's faste krigsfly, som fortsatte med at klare sig godt efter krigen og forblev i produktion i 10 år. Spitfires historie begyndte på tegnebordet hos RJ Mitchell, Supermarines ledende designer. De første maskiner gik til RAF-enheder i 1938, men da Slaget om England begyndte i sommeren 1940, var der allerede 19 eskadriller af moderne jagerfly på flyvepladserne - sammen med de lidt ældre Hurricanes of the Islands forsvarede 600 fly sig. Med udvidelsen af ​​fjendtlighederne gjorde Spitfire tjeneste overalt, hvor RAF opererede i Fjernøsten, Nordafrika og Italien, under landgangen i Normandiet og kampene i Frankrig, og endelig under operationen i Tyskland i 1945. For mange briter blev den et symbol på sejr i Anden Verdenskrig. Denne vidunderlige maskine har mindst et dusin produktionsversioner. De vigtigste af dem er blandt andet den første masseproducerede Spitfire Mk.I drevet af en 1030 hk Rolls-Royce Merlin II-motor. Det var frem for alt denne maskine, der ydede et så fremragende bidrag til Slaget om England. Mange versioner af denne model er blevet udviklet, herunder PR Mk IA (rekognosceringsversion) eller PR.IG (væbnet rekognosceringsversion). En anden interessant version var Spitfire Mk.V med en Rolls-Royce Merlin 45-motor med 1440 hk. Senere blev Merlin 50-motorer også samlet. Serieproduktionen af ​​denne version startede i 1941 og var RAF's svar på fremkomsten af ​​Messerschmitt Bf-109F. En anden meget succesfuld version er Spitfire Mk.IX, drevet af en Merlin 61-motor med en 4-bladet propel. Den blev skabt som en modstander til Focke-Wulf Fw-190 og blev sat i produktion i slutningen af ​​1941. Denne version blev modificeret mange gange, og for eksempel fik den i 1944 et nyt gyroskopsigte, et forstørret ror eller et andet vingesystem. En anden større version er Spitfire Mk.XIV med en Rolls-Royce Griffon 61-motor og en fembladet propel. Serieproduktionen startede i oktober 1943. En af de sidste producerede serier var Mk.21-versionen. Denne version havde en Griffon 61-motor, en stærkt forstærket struktur og beklædning, og vingerne blev forlænget, hvilket øgede deres flyveflade. Masseproduktion startede i marts 1945. Tekniske data (Mk.XIV-version): længde: 9,14 m, vingefang: 11,23 m, højde: 3,05 m, maksimal hastighed: 717 km/t, stigehastighed: 18,5 m/s, praktisk lofthøjde: 13.200 m, maksimal rækkevidde: 1815 km, bevæbning: fast - 4 7,7 mm maskingeværer og 2 20 mm Hispano Mk II kanoner, ophængt - op til 225 kg bomber