Tamiya 61026 HAWKER SEA HARRIER KIT - 1:48

Hawker Siddeley Harrier forbløffede verden med sin enestående evne til at lette og lande lodret ved at bruge vektortryk fra dens kraftfulde 8000 kg trykmotor. Først testet i koncept i 1960, gennemgik flyet mange perioder med test og modifikation, før det blev accepteret af Royal Air Force og andre nationer i 1974. Produktionen af ​​Harriers brugte enten en Pegasus 6 eller 11 motor med 8000 eller 9750 kg trækkraft, og det var kun naturligt, at Royal Navy finder anvendelse til denne type fly med deres flådeluftarm. Forskellige politiske og økonomiske overvejelser forsinkede ordren til "Navalized" Harrier indtil maj 1975, hvor Admiralitetet bestilte et første 24 fly plus en T.Mk.4 i 1980.

FRS.1 er let at skelne fra sine landbaserede modstykker ved en modificeret næsesektion med et hævet pilotsæde og Ferranti Blue Fox-radar plus hovedbevæbning af Sea Eagle antiskibsmissiler og AIM-9L Sidewinder luft-til-luft missiler. Martel eller Harpoon ASM'er kan medbringes som alternativer til Sea Eagle, indtil sidstnævnte bliver operationel. Den første FRS.1, der fløj, var faktisk den første produktion af Sea Harrier, den 20. august 1978, og prototypemodellen senere i december 1978. Sea Harriers hjemsted blev udpeget til Yeovilton Navy Base, og de modtog det første fly i juni 1979 , hvor intensive flyveforsøg begyndte med "100/VL" eskadrille fire dage senere.

Denne IFTU-enhed blev udpeget til 700A eskadrille i september 1979 og blev redesignet til 899 eskadrille i marts 1980. Tre "Through - Deck" krydsere var blevet bestilt til Sea Harrier operationer: Invincible; Illustrious og Ark Royal, hvoraf det første blev taget i brug i juli 1980. Alle tre fartøjer skal udstyres med et "Ski-jump" for at assistere start med fuld last, og denne installation blev også tilføjet kommandoskibet HMS Hermes da den fik tildelt en Sea Harrier eskadron. En lille eksportordre for Sea Harriers blev afgivet af Indien i november 1979 for seks FRS.51'er og to T.60 trænere.

Sea Harrier blev sammen med GR3 Harrier fra RAF sat til egentlige kampprøver under den seneste krise på Falklandsøerne. Den britiske sydatlantiske styrke blev bygget op med tilføjelsen af ​​GR3 og FRS.1 Harriers, hvilket bringer den samlede jump jetstyrke til omkring 40 hangarskibe Hermes og Invincible. Sea Harrier (FRS.1) har omkring 30 % mere reaktionskontrol for nemmere landinger og bedre "over næsen" udsyn; GR3'erne fra RAF fungerede dog godt i de overordnede operationer under konflikten, og begge fly adskilte sig til det yderste. Royal Navy Harriers blev under konflikten malet i den nye "nedtonede" finish af mat havblå overall, mens RAF-flyene var i det ekstra mørke havgrå skema. Med en krydsfart på mach 0,9 og en tophastighed på 1,25 og landingshastighed på 0, er dette virkelig et alsidigt kampfly og et, der vil være på våbenlagre i mange år fremover.