Tamiya 35038 German Machine Gun Troops Infantery - 1:35

Omkring midten af ​​1930'erne organiserede den tyske hær offensive infanterikorps, som havde maskingeværer og maskinpistoler som kernen i deres håndvåben. Infanteridivisionen indeholdt tre regimenter som hovedlegeme. Hvert regiment bestod af tre bataljoner, som havde fire infanterikompagnier hver 1., 2. og 3. kompagni havde hver tolv lette maskingeværer, seksten maskinpistoler, tre lette morterer og to panserværnskanoner, som blev kaldt maskingeværkompagni. senere seksten) tunge maskingeværer og seks mellemstore morterer.
De maskingeværer, der fødte og udgjorde baggrunden for en sådan organisation, var den velkendte model 34 (MG-34) og model 42 (MG-42).
I 1934 færdiggjorde Mauser et nyt maskingevær på 7,92 mm kaliber baseret på det schweiziske Solothurn 30 maskingevær, der dengang blev brugt af den østrigske hær. Det nye maskingevær brugte Solothurn-mekanismen såsom det luftkølede rekyloperationssystem og det selektive ildhåndtag mellem kontinuerlig ild og enkelt ild. Den var lineær og slank af udseende. Mundingsbremsen blev fastgjort for at undgå vibrationer og rekyl forårsaget af høj cyklisk brandhastighed (op til 900 skud i minuttet), hvilket var en af ​​fordelene ved mekanismen. Pistolen var af bælteforsynet type. Bælter med hver 50 patroner blev båret i en pistolbæltekasse med en kapacitet på 300 patroner.
Umiddelbart efter færdiggørelsen blev det nye maskingevær adopteret af den tyske hær. Officielt udpeget model 34 maskingevær (MG-34), våbnet var monteret på et stort antal kampkøretøjer og militærfly såvel som brugt af infanterikorps. MG-34 viste senere aktivitet i alle krigsteatre.

I 1942 dukkede Model 42 maskingeværet (MG-42) første gang op på slagmarken. MG-42 var en ombygget version af MG-34 og bedre egnet til masseproduktion. Da presseprocessen i vid udstrækning blev brugt til at lette fremstillingen, siges det, at selv en lille fabrik var i stand til at producere den. MG-42 havde betydelige forbedringer i ydeevne i forhold til MG-34. Brandhastigheden var meget højere og nåede 1.500 skud i minuttet. Derudover var MG-42 holdbar nok til at modstå ændringer i temperatur og hårdhændet håndtering på slagmarken. Den viste sin fremragende ydeevne, der aldrig blev påvirket af sådanne forhold. Tyskerne brugte det samme maskingevær som et tungt maskingevær eller et let maskingevær alt efter dets taktiske brug. Førstnævnte blev så kaldt, når det blev brugt på et stativ til støtteild, og sidstnævnte blev så kaldt, når det blev brugt på en hipod som et offensivt våben til infanteri.
Tilbehør til våbenet brugt som let maskingevær bestod af 300 bæltekasser med runde kanoner, 50 runde sadeltromlemagasiner, reserveløb, værktøjssæt og maskinolie. Når våbnene blev brugt som et tungt maskingevær, havde våbnene yderligere tilbehør som følger: kikkertsigte, stativ, stativbeholder, enkelt AA-beslag, luftværns ringsigte osv. (Der blev også tilføjet et solsejl til tilbehøret, da pistolen blev brugt i troperne.)
Maskingeværer besat af tyskerne udgjorde i alt 126.800 i antal ved udbruddet af Anden Verdenskrig, men de steg til 231.000 i januar 1945 nær slutningen af ​​krigen. Dette viser, hvilken stor betydning den tyske hær tillagde sine maskingeværer.