Eduard 08483 Fokker D.VIIF - Weekend Edition 1/48

Fokker D.VII er et tysk biplan jagerfly med en blandet struktur (krydsfiner, kanvas, aluminium) fra slutningen af Første Verdenskrig. Prototypens flyvning fandt sted i januar 1918, og i maj samme år gik flyet i luften. Fokker D VII demonstrerede hurtigt sin overlegenhed i forhold til de allierede fly. Den havde højere acceleration og et højere loft, hvilket kombineret med meget gode kontrolanordninger gjorde, at de tyske piloter var i stand til at besejre 565 allierede maskiner i august 1918. Designet af Reinhold Platz, D VII blev udvalgt blandt mange andre designs under konkurrencen mellem januar-februar 1918. Baron Manfred von Richthofen (kendt som "den røde baron") fløj selv en prototype mærket med koden V11. Han udtalte senere, at flyet var let at navigere, havde en god stigningshastighed og var velegnet til "dykke"-flyvninger, hvor Fokkeren blev fundet at være "stenhård". Andre piloter lagde også vægt på god sigtbarhed fra cockpittet. Flyet var af en blandet konstruktion. Det rektangulære skrog var lavet af svejste stålrør med et stofbetræk. Kun næsen af skroghuset havde motoren aftagelige sidedæksler lavet af aluminiumsplade. Dobbeltdragerpaneler, forbundet med hinanden af tynde N-formede stativer, fritbærende med tyk profil, beklædt med krydsfiner op til første drager, resten med lærred. Flyet brugte Mercedes D.IIIa (180-200HK) eller BMW IIIa 185HK motorer som drivkraft. BMW-motoren var en meget bedre kraftenhed, men som følge af begrænset produktion blev Mercedes-motoren brugt i meget større skala. Det er værd at bemærke, at Fokker D.VII fløj min. Herman Goring, som opnåede mange luftsejre på den. Maskinens kvalitet kan bevises ved, at den blev produceret indtil 1926. Tekniske data (for versionen med BMW-Fokker D.VIIF motor): længde: 6,95 m, vingefang: 8,9 m, højde: 2,75 m, maksimal hastighed: 200 km/t, stigningshastighed: 9, 52 m/s, maksimalt loft 6000 m, bevæbning: fast - 2 LMG 08/15 maskingeværer, ca. 7,92 mm.