Airfix 12012 BLACKBURN BUCCANEER S.2 1/48

Et mægtigt flådeangrebsfly, som kan spore sin oprindelse tilbage til Storbritanniens svar på et massivt flådeudvidelsesprogram af den sovjetiske flåde i 1950'erne og introduktionen af ​​deres Sverdlov Class Cruisers, Blackburn Buccaneer blev designet til at have enestående ydeevne og evner i lav højde. for effektivt at neutralisere denne nye flådetrussel. Påkrævet for at operere fra det relativt begrænsede rum ombord på et af Storbritanniens hangarskibe, var dette subsoniske strejkejet det mest kapable fly af sin art i verden og en sand triumf for Storbritanniens luftfartsindustri - det var tilfældigvis også det tungeste fly nogensinde opereret af Royal Navy.

For at muliggøre dens effektive drift til søs inkluderede Buccaneers-designet ikke kun muligheden for at folde sine vinger, men også næsen (radarhus) og den bagerste hastighedsbrems kunne henholdsvis foldes tilbage og opdeles, hvilket muliggjorde mere effektiv opbevaring af transportmidler. , samtidig med at flyets aerodynamiske integritet bevares. Da han trådte ind i Royal Navy i juli 1962, var der ikke to sædetrænerversioner af Buccaneer, så selvom piloten ville have haft fordel af adskillige flyvninger som bagsædeobservatør i det nye fly, ville hans første flyvning som pilot derfor være hans Buccaneer-solo. Heldigvis inkluderede Blackburn-designerne mange højteknologiske automatiserede funktioner i Buccaneers rummelige cockpit, som alle havde til formål at reducere pilotens arbejdsbyrde.

Der er noget, luftfartsentusiaster finder særligt fascinerende ved driften af ​​fly til søs og de frygtløse flyvere, der fløj fly fra hangarskibes hævede dæk under damp, især da luftfarten trådte ind i jetalderen. Den nådesløse karakter af disse operationer dikterede, at flådefly skulle være ekstremt seje, ud over at være i stand til at udføre den mission, som de var påkrævet til, tilskriver Blackburn Buccaneer i overflod.

Introduktionen af ​​S.2-varianten af ​​flyet i slutningen af ​​1965 betød en større opgradering af Buccaneers kapaciteter, men centreret omkring vedtagelsen af ​​et nyt kraftværk, den berømte Rolls Royce Spey turbofan. Med større fremdrift og øget rækkevidde var Buccaneer S.2 et endnu mere dygtigt flådeangrebsfly, og et fly, der må have ramt frygt ind i hjerterne på enhver sovjetisk flådechef. Med sin øgede kraft var S.2 nu i stand til at lande tilbage på sit hjemmefartøj med én motor slukket, hvis det krævedes, men stadig med nok tryk til sikkert at gå rundt igen, hvis flyet ikke kunne fange arrestorkrogen.

Buccaneers fra No.800 Naval Air Squadron var berømt involveret i ødelæggelsen af ​​det ramte olietankskib Torrey Canyon ud for Land's End i marts 1967, da regeringen forsøgte at afværge en miljøkatastrofe ved at bryde skibet op og brænde dets brændbare last. Ved at operere fra RAF Brawdy tabte otte Buccaneers fra No.800 NAS 42.000 lbs højeksplosive bomber på tankskibet, hvilket opnåede en imponerende succesrate på 75%.